Læsø kommune har samlet alle sine tilbud til de ældre og plejekrævende borgere i Læsø døgnpleje. Der er tilbud om pladser i vores leve- bo miljøer, et socialt værested, et aktivitetscenter, et storkøkken der leverer varm mad både ude på øen og i leve- bo miljøerne og naturligvis hjemmesygepleje og hjemmehjælp.
De fysiske rammer er et bygningskompleks med 3 afsnit, hvoraf de 2 afsnit i dag rummer hver deres leve-bomiljø. I bygningskomplekset er også den administrative funktion, storkøkkenet, pedelfunktionen, ergoterapeut, fysioterapeut og hjemmesygeplejen placeret. Herudover har en privatpraktiserende fysioterapeut lejet sig ind i lokaler på 1. salen.
Som nabo til bygningskomplekset er aktivitetscentret, 1 leve- bo miljø og den gamle præstegård som rummer værestedet ”Hyggekrogen” og udegrupperne. Hjælpen ude på øen hører under frit-valgsordningen.
Den administrative funktion og pedelfunktionen er funktioner der både har opgaver relateret til leve- bo miljøerne, men også til de andre tilbud under Læsø Døgnpleje, ligesom pedelfunktionen også har opgaver med ældreboligerne ude på øen.
Storkøkkenet producerer mad til borgere både i leve- bo miljøerne og ude på øen. Ligesom der dagligt leveres mad til skole og børnehave, og i et vist omfang laves der mad til kurser og lign.I tæt forbindelse til ældrecentret er aktivitetscentret placeret, aktivitetscentret er et tilbud til borgere på Læsø, der har status af pensionister. Aktivitetscentret er styret af et centerråd.
Hyggekrogen er et tilbud til borgere med et behov om samvær udløst af enten psykiatrisk eller social karakter. Hyggekrogen drives af en daglig leder, der også er demenskoordinator.
Borgerpolitik
Vores virksomhedsplan kan virke meget målrettet personalet, men det er simpelthen fordi, borgerens velfærd og velvære er afhængig af, at vi har det bedste personale i Danmark. Så alt hvad vi beskriver i virksomhedsplanen sker med forventning om, at det har en direkte positiv effekt for borgeren.
Som borger i Læsø kommune kan man forvente et serviceniveau, der er helt i top. Selvom vi er Danmarks mindste kommune, bliver der aldrig gået på kompromis med kvaliteten og vi tager al konstruktiv kritik meget alvorlig.
Læsø Døgnpleje undersøger og udvikler døgnplejen konstant. Vi bruger de uanmeldte tilsyn fra embedslægen og kommunen, ligesom vi naturligvis bruger andre rapporter og materialer, der relaterer vores borgere, når vi vurderer hvor vi skal forsøge at ændre vores arbejdsgange.
Vi samarbejder på bedste vis med Bruger- og pårørenderådet, ”Plejehjemmets venner” og alle andre, der ønsker et samarbejde til borgerens bedste. Lige som vi altid stiller op, når vi indbydes eller indbyder andre til at diskutere, hvordan vi kan øge kvaliteten i plejen af borgeren.Vi forsøger at være meget lydhøre overfor borgerne. Vi tror på at dialog og måske gentagen dialog gør, at vi sammen med borgeren finder den rette løsning på en udfordring. Alt hvad vi gør, sker altid med kvalitetsstandarderne i baghovedet.
Borgere i Læsø kommune kan altid vide sig sikre på, at vi i Læsø Døgnpleje altid anser samarbejdet og opgaverne hos borgerne som vores første prioritet.
Socialt ansvar
Vi syntes i Læsø Døgnpleje, det er helt naturligt, at vi tager del i det sociale ansvar og endda går forrest i forhold til at skabe plads og rummelig for de af vores medborgere, der får eller har svært ved at blive på arbejdsmarkedet.
Som en af de største arbejdspladser i vores lille skønne ø-samfund, tager vi med glæde del i at sikre, at alle borgere på Læsø føler, at der er plads til netop deres kvalifikationer og ressourcer. Vi er derfor til smidige alternative jobtyper og stiller med glæde op til eventuelle udfordringer fra jobcentret. Social- og sundhedsjobbene bliver dagligt omtalt som værende nedslidende fysisk og lidet motiverende lønmæssigt. Vi tør dog godt sige, at vi er stolte af vores medarbejdere og at vi ved, at de dagligt føler at de bliver hørt og taget med på råd i en hvilken som helst situation, der kan bedre deres arbejdsdag.